Formidling

Rundvisning

Vi har rigtig meget at vise frem, og vi elsker at få besøg. Vi afholder rundvisninger på taget for grupper med op til 30 personer. Vi kan tilpasse rundvisningen efter jeres ønsker, men som udgangspunkt fortæller vi om hele processen bag tilblivelsen af tagfarmen, om alle vores benspænd og succeshistorier. Vi kommer ind på den daglige drift, mål for fremtiden, og hvorfor vi i det hele taget mener, at Urban Farming og Rooftop Farming er nødvendigt i byen. Vi slutter typisk af med én klassisk spørgerunde. Vi arrangerer gerne kaffe/kage eller frokost, og vi er meget åbne for at koble det til arrangementer som fredagsbarer, konferencer eller møder.

Ønsker du at booke en rundvisning? Send en mail til farmengro@gmail.com

Det lille grønne bord med vin på.jpg
 

Oplæg og FORMIDLING

Vi udvikler og driver urbane projekter, hvor dyrkning, fællesskab og bæredygtighed skaber levende miljøer. Vi kobler dyrkning, arkitektur, mad og læring og arbejder med grønne løsninger, der styrker fællesskaber, viden og lokal forankring.

Vi følger projekter hele vejen fra idéudvikling og rådgivning til finansiering, etablering, drift og formidling.

Ønsker I et oplæg, har vi kompetente formidlere inden for emner som økologisk grøntsagsdyrkning, taglandbrug, grønne tage, økosystemer, bæredygtighed, grøn innovation osv. Vi har tidligere arrangeret læringsforløb for elever fra folkeskoler, landbrugsskoler samt KU og CBS. Vi kommer også meget gerne ud til private aktører og giver oplæg.

Går du selv med planer om at starte en tagfarm eller en anden form for urban farm eller have, skal du heller ikke tøve med at hive fat i os.

 

UNDERVISNINGSFORLØB FOR DAGINSTITUTIONER OG SKOLER

På ØsterGRO kan dagsinstitutioner og børnehaver komme op og opleve vores tagfarm, smage på høsten og besøge vores søde høns og kaniner. Et besøg i disse skønne grønne faciliteter kan, fra en tidlig alder, hjælpe med at udvikle børns forståelse for sammenhængen mellem natur, landbrug og grøntsagers oprindelse. Gennem undersøgende og sanselige aktiviteter kobler vi oplevelser i naturen direkte til den mad, vi putter i munden.

På vores søsterfarm Øens Have, kan børn og unge komme på besøg og opleve Nordens største bylandbrug helt tæt på. Her kan de få et indblik i grøntsagsdyrkning, hønsehold og madlavning.

Vi tilbyder GRATIS undervisningforløb for både daginstitutioner og folkeskoler i Københavns Kommune, klik her for at læse mere og booke.